Om tilgivelse i lyset af døden

 

Bedstefar og barnebarn

Når vi har nået en moden alder kan vi og vores forældre, have brug for at rydde op i gamle sårringer og svigt for, at kunne give slip på hinanden, med fred i sindet, ved livets afslutning . 

Det er svært for de voksne børn, at blive efterladt med slugte kameler – som konsekvens af svigt fra barndommen, der aldring så dagens lys. Når vores forældre bliver gamle og dør gør det den foranstående sorgproces vanskelig.

Samtidig kan det være svært for forældre at give slip ind i døden uden at mødes med børnene i frihed, lethed og kærlighed. Så i lyset af døden kan vi nogle gange indse, sige og rumme ting som vi ellers gemmer væk.

Når vi som voksne formår, at give arvebyrden tilbage til vores far eller mor – den vej den kom fra – uanset om far eller mor er levende eller døde – og dermed stopper den i, at blive givet videre til efterfølgende generationer. Så medfører det en dyb fred, også til de nu døende forældere. Det bevirker at de døde og døende kan få gravfred, lukke deres øjnene og hvile i døden.

For når man som forælder, hen imod slutningen af livet, ser at ens børn bærer de byrder som man ikke fik taget sig af. Så mærker man uro og skyld, men i nogle situationer formår man ikke at forholde sig til de svigt man forvoldte. End ikke når døden står for døren. En gang imellem sker der det ulykkelige, at en forælder kommer til at forsøge at forsvare sin uskyld. I stedet for at anerkende barnets oplevelse bortforklarer og bagatelliserer forældren den. Også selvom man, fra et dybere sted godt ved, at man har svigtet på nogle bestemte punkter. På den måde kommer man til, at bestyrke ens voksne barn i, at være efterladt uforløst. Det har den konsekvens, at ens børn og børnebørn lever videre med de byrder som man ikke kunne håndtere i livet. Omvendt. Når det er muligt at møde ens voksne børn i det afsavn og svigt man har forvoldt skaber det varig forandring.

Forestil dig, at du er den afdøde bedsteforælder, der kan se fra dødsriget ind i de levendes verden, og se, at dit barnebarn derved slipper for at bære videre på den byrde som du ikke fik taget dig af mens du levede. Måske en moralsk gæld du ikke fik betalt, et svigt du kom til at forvolde, et misbrug du gav videre, en fordel du tog på andres bekostning og som efterlod en skyld som du aldrig forsonede. En smerte, et mindreværd som du bar på og som du kom til at give videre fordi du ikke kunne tage dig af den. Hvilken lettelse, at få den byrde tilbage fra sin søn eller datter. Hvilken lettelse at se, at det spor af ulykke endelig stopper og bliver lagt i jorden med en. Så de levende sættes fri. Det giver håb for fremtiden og for livet.

Tilgivelse er, at give en byrde tilbage til den, der var ophav til den og lade den person række byrden videre ind i noget, der kan rumme den eller hele den. Det handler ikke om blindt at rase ud på ens forældre for at pådutte dem skyld. Det handler om, at den første bevægelse mod mere er, at det barn der blev svigtet får genopretning og bliver talt for. Det skaber en bevægelse mod mere for hele slægten. For livet og for fremtiden.