Skal man konfrontere sine følelsesmæssigt umodne forældre?

Som børn havde vi krav på kærlighed, respekt og nærhed, men mange af os fik det ikke i tilstrækkelig grad. Så vi går rundt med et uindløst tilgodehavende som vi, gennem vores pleasende, kritiserende, konkurrerende, præsterende, selvopofrende, afhængige, overansvarlige…adfærd, forsøger at få dækket.

På den måde holder vi fast i illusionen om, at vil få vores tilgodehavende indfriet, men sandheden er, at det aldrig bliver indfriet. Vores anstrengelser er forgæves. Det bedste vi kan gøre er, at tage sagen i egen hånd og blive de forældre for os selv, som vi havde haft brug for at have som børn, men før vi kan det må vi se klart på det, der ikke var ok da vi var børn. Hvorfor?

Vi var forsvarsløse i de situationer, hvor vores forældre reagerede på baggrund af deres umodenhed. Som børn havde vi hverken evne, status eller indsigt til at stå op for os selv, når vi blev udsat for overgreb, svigt, manipulation, devaluering eller udskamning i hjemmet.

Når der sker noget, der er urummeligt fraspalter og udskiller psyken erindringen i afgrænsede dele. De sårede barne-dele af os, der var i noget urummeligt og uforståeligt, har ingen forholdt sig til. De findes fremmedgjorte og afsondrede i sindets tidslommer, hvorfra de udsender et konstant nødsignal af ubehag, ensomhed og skam.

De har brug for følelsesmæssig nærhed, at deres følelser bliver følt, valideret og rummet. De har brug for at høre en moden berigtigelse af, at det de blev udsat for var forkert og de har brug for, at vi med klarhed blotlægger og indser det, der skete og tydeliggør de konsekvenser det havde. Også selv om vi for længst har erkendt, at vores forældre gjorde det bedste de kunne med de forudsætninger de havde.

Hvis de svigt vi blev udsat for ikke bliver set og hørt. Så brænder vi inde med afsavnet. En såret barne-del er ofte beskyttet af en vred indre beskytter, der kender til det, som ikke var ok. Hvis den vrede indre beskytter ikke får retfærdighed er der ingen, der kan komme i nærheden af vores sårbarhed. På den måde kommer vores indre barne-dele til at leve i eksil på ubestemt tid. Vreden lægger sig som en kappe over dem. For at indkapsle og beskytte. Det konserverer de ubehagelige følelser og efterhånden bliver kappen omgivet af en tåge af håbløshed. De indre barne-dele bliver på den måde gemt af vejen bag flere slør af fravær. Uden for vores opmærksomheds rækkevidde.

På en måde bliver situationen mindre smertefuld, men det har den kedelige bivirkning, at vi ikke kan se vejen videre. Vejen videre er samme vej tilbage. Først gennem håbløsheden, så gennem vreden og så gennem – at se de sårbare barnedele i alt, hvad de har gennemgået og dernæst give dem genopretning. Det gør vi ved at tale for dem overfor vores forældre. Ved, at give dem den stemme de ikke havde da vi var små. Ved, at sige og gøre det på deres vegne der skal til, at de får deres menneskelighed tilbage.

Men ofte vil andre, mere diplomatiske dele af os, modsætte sig, at vi står op for vores indre barne-dele overfor vores forældre. I sin tid var vi nødt til at tilpasse os fordi vi var afhængige. Så det vækker frygt at bryde tilpasningen – også selv om den var og er skæv.

Måske tænker vi, at gør for ondt at rippe op i de gamle sår eller, at vores forældre ikke længere fortjener, at se os sårbare. Med afstandtagen og indelukkethed forsøger vi så, at få dem til at sidde tilbage med skylden over at de ikke slog til. En slags passiv straf, der nogle gange giver os en fornemmelse af styrke og overlegenhed. En styrke, der ofte kommer til udtryk som passiv aggression. For eksempel ved, at vi som voksne gør os bedre end dem. Eller ved, at vi nu bærer sårbarheden alene og undlader at række ud. På den måde kan vi fratage far eller mor glæden ved, at være forældre. Glæden ved, at kunne give os noget. Det er en langsom hævn og en ringe trøst. Et tveægget sværd og en strategi som vi ofte kopierer ud i vores kærlighedsrelationer. Det gør, at vi ikke kan modtage kærlighed.

Eller måske tænker vi, at vores forældre ikke ville kunne klare, at blive konfronteret med de svigt de udsatte os for. At de ikke ville kunne forholde sig til vores følelser nu præcis ligesom de heller ikke kunne dengang. Vi fortæller os selv, at det er bedst, at spare os selv og dem for flere skuffelser. Nu er de blevet gamle og sårbare og det nytter ikke noget, at give dem skylden for noget, der skete for længe siden. Andre gange forsøger vi en slags pseudo tilgivelse, hvorigennem vi fortæller os selv, at mor og far jo havde også deres grunde til at være som de var og nu sender vi dem kærlighed. Det tilslører bare afsavnet. I andre tilfælde kan det være, at vi endelig har fået et godt forhold til dem og ikke kan se nogen grund til at ødelægge det nu. For det kan have konsekvenser at sætte ord på de svigt. Hvad nu hvis mor og far ikke kan holde ud, at høre om det og reagerer så ubevidst og reaktivt som vi kunne frygte. Det ville føles som en gen-afvisning af vores mest sårbare dele og det ville måske føre til, at vi ville miste kontakten med dem i kortere eller længere tid.

Det er legitime bekymringer og forklaringer, men også ofte bortforklaringer, der bunder i blind loyalitet. Hvis vi ønsker os klarhed, bevidsthed og integritet er der brug for, at vi giver vores indre barne-dele en stemme. Alt efter, hvor mange slugte kameler vi bærer på, kan den kontakt vi har med vores forældre alligevel være blevet så overfladisk, at sandheden er at foretrække. Når de fremmedgjorte barne-dele og vrede beskytter-dele er kommet mellem os mindsker det nemlig båndbredden af nærvær og gør vores møder tomme.

Om vi tager dialogen i den virkelige verden, face to face, overfor vores forældre eller om vi gør det i den indre verden mens vi er forbundne med vores indre barne-dele er et spørgsmål om, hvad der er muligt og hensigtsmæssigt. Hvis dialogen ikke er mulig i virkeligheden. Så er den mulig i det terapeutiske rum. Det, at vi tager den dialog, er afgørende for helingen af vores barndoms sår og de aftryk, de har sat i sindet.

Frugten af den dialog er, at vi kan give slip på vores tilgodehavende og åbne os for sorgen over, at det aldrig bliver indløst. Frihed er i den forstand, ikke længere at have noget tilgode. Fra det udgangspunkt kan vi hjælpe vores indre sårede børn med, at vende blikket væk fra vores forældre og ind mod os selv. Gennem den kontakt kan de indre børn slippe deres byrder af skam, magtesløshed og mindreværd og få kroppen, friheden, uskylden og elskeligheden tilbage. Fra det udgangspunkt kan vi blive vores egne indre forældre.

Indlæg af Niklas Thrane

© Alle rettigheder forbeholdes. Du er velkommen til at citere teksten ved at referere direkte til dette indlæg.