Jeg vil gerne opfordre til bevidst at fejre tilstanden af: “jeg ved det ikke”.
De fleste af os forsøger at komme op med et hurtigt og kyndigt svar, når vi bliver stillet et spørgsmål. Det er noget, vi lærer i skolen. Senere i livet får vi, i de fleste fællesskaber, anerkendelse for at være vakse og komme op med et hurtigt svar.
Mange af os bliver frustrerede når vi ikke kan besvare et spørgsmål, livet stiller os. Det glæder både livets små og store spørgsmål. Nogle forsøger endda at strikke et pseudo-svar sammen. Måske for at undgå at blive fanget i den mangelfølelse, der opstår når man ikke har et svar. I den ånd kan man svare “jeg ved det ikke“ som en afvisning af spørgsmålet. Som en måde at blive fri for frustrationen på.
Men svaret: “Jeg ved det ikke” kan, når man står ved det, være en dør ind til to slags frihed. Hvilken slags frihed svaret afføder, afhænger af, fra hvilket perspektiv man svarer.
Man kan svare “jeg ved det ikke” fra et perspektiv af hengiven åbenhed. I det tilfælde afføder svaret tilstanden af tom, åben, formløs væren. En følelse af rum uden begyndelse eller slutning. Som Zen buddhisterne siger: “After great doubt – great awakening”
Eller man kan befrugte svaret “jeg ved det ikke” med forundring, eventyrlyst, leg og bevægelse. Og tage imod spørgsmålet som en kærkommen invitation til en frisk, ny, sanselig og dynamisk livsudfoldelse. Man kan lade svaret blive en responsiv udveksling mellem livets former og manifestationer og ens egne impulser, aspirationer og.bevægelser
På den måde kan svaret “jeg ved det ikke” blive en kraftfuld bevidsthedspraksis, der peger på formløs væren – og/eller – bliver en dynamisk, autentisk dans med livet.
Måske er det, hvad mange af os både frygter og længes efter.
Skrevet af © 2026 Niklas Thrane, Psykoterapeut Mpf
