“Det er i sindets tidslommer, i de mørkeste og mest afsondrede områder, vi rummer mest indkapslet lys. “

Når der sker noget, som er for overvældende til at vi kan forholde os til det, afsondres det uden for tid og rum, i det en tidslomme. Samtidig danner det et aftryk i sindet, der vedvarende viser sig gennem den lidelse, det nødsignal, der udstråler fra det. En begivenhed, der er aflejret i sindet i den form kaldes et traume. Traumet bliver af sindets automatiske beskyttelsesmekanismer indkapslet i en tidslomme, der indeholder alt det vi ikke fik set, mærket og taget os af fordi det var for uhåndterbart, uforståeligt og urummeligt den gang det skete. Vores vanskeligste erfaringer findes altså indkapslede, fremmedgjorte og fraspaltede i tidslommer fordi sindet automatisk sørger for, at de unddrager sig vores opmærksomhed. Det positive ved det er, at det gør os i stand til at komme videre og fortsætte med at fungere, men det har en høj pris. For det gør indhug i vores livfuldhed og kreativitet, hæmmer vores spontane udtryk, sænker graden af nærvær i vores relationer og skader vores fysiske helbred.

Fordi traumer findes indkapslede, vakuumpakkede, konserverede og fraspaltede i sindets tidslommer tager vi dem med os, fra det ene øjeblik ind i det næste. De gør os forudindtagede. Bogstavelig talt – indtagede af vores fortid. Med traumeterapi er det muligt igen at få lys, luft, liv og bevægelse ind i sindets tidslommer. Vi kan få de forsvundne og forstummede dele af os selv tilbage igen. Tid alene gør det ikke. Sindet skal hjælpes på vej, for at helingen kan finde sted.