Al den tid den del af sindet, der bar på traumet, var fraspaltet i sin tidslomme, var den forhindret i at gøre sig almindelige udviklingserfaringer. Når helingen finder sted, opdager mange mennesker derfor livsområder, hvor de er bagud i deres udvikling. I det tilfælde skal man til at lære noget, som man kunne have lært årtier tidligere.
Når det ubehag, der tidligere var forbundet med traumet, bliver forløst, kan man begynde at aflære nogle af sine forsvarsprægede måder at reagere på. Det sker nogle gange automatisk. Andre gange har man brug for hjælp til at vænne sig af med sine automatiske reaktioner. Det vil sige den adfærd, der plejede at opstå, når noget triggede traumet. Et aspekt af læring handler om af aflære. Et andet aspekt handler om at lære nye færdigheder. For eksempel at række ud efter hjælp eller sige fra. Det kan også være at man er uvant med at finde glæde i mødet med andre eller bringe sine spontane og legende impulser i relation.