Når en traumatisk oplevelse omsider er ved at hele, kan det være udfordrende at give slip på den sidste rest af ubehag.
En klient, der var diagnosticeret med borderline, havde været i det psykiatriske system i nogle år. Hun havde til tider voldsomme raserianfald og led af angst. I terapiforløbet fandt hun frem til, at hun muligvis ikke var borderliner, men at hendes raseri var en naturlig reaktion på noget, der havde været helt vanvittigt. Da hendes følelse af angst begyndte at slippe, spurgte jeg hende: ”På en skala fra nul til ti, hvor meget ubehag mærker du lige nu, når du tænker på oplevelsen?” ”Omkring et,” lød hendes svar, og hun beskrev, hvordan hun mærkede den sidste rest af angst. Så sagde hun, at hun ville stoppe sit arbejde her. ”Hvorfor det?” spurgte jeg. Højt og tydeligt udbrød hun; ”Du må forstå, at jeg er angstpatient, og jeg kan ikke give slip på det her!” Samtidig med at hun udbrød det, begyndte hun at grine. Det, at erkende identifikationen med traumet og diagnosen, blev tydeligt komisk for hende – næsten som en karikatur – og hun forstod, hvordan hun klamrede sig til den sidste stump af angst for at have noget, at identificere sig med. Hendes spontane udbrud fortsatte et stykke tid og derefter kom en følelse af oprørsk glæde. Hun brugte mit whiteboard til at skrive de negative tanker, hun havde haft om sig selv og bogstaveligt talt strege dem ud. Et øjeblik stod hun og kiggede på det, hun havde skrevet og sagde så: ”Hvor er det skørt, at det skal være sådan.” Derefter viskede hun det hele ud igen og så blev hun klar til at slippe den sidste rest af angst og identifikation, der var i traumet.
En måde at anskue emnet traumer og identitet på er at begynde at interessere sig for de baggrundsfølelser, der er bagved det man oplever. Begrebet baggrundsfølelser dækker over de stemninger og følelser, der, til enhver tid, er bagved det, der har ens fokus.
Det er i virkeligheden det, der er bagved, der giver smag til oplevelsen. Lige som på en restaurant. Når man får serveret et stykke fisk – på en bund af blomkålskompot – ved siden af lidt revet fennikel – med en bestemt sovs til. Eller når man ser et filmklip med en særlig underlægningsmusik. På samme måde, når man oplever en bestemt følelse, for eksempel “begejstring”, er det de mindre fremtrædende følelser bagved, såsom “generthed” eller “ensomhed”, der danner klangbund for den samlede oplevelse. Baggrundsfølelser er langt mere konstante end de skiftende følelser, der opstår og ændres fra det ene øjeblik til det andet. De er tæt forbundet med ens fornemmelse af identitet. De bliver ligesom det vand man svømmer i, og derfor lægger man ikke rigtig mærke til dem, selvom de faktisk udgør baggrundsmusikken og stemningen i ens liv.
Nogle baggrundsfølelser er nedarvede og danner en slags medfødt genetisk og epigenetisk temperament. Nogle har man fået ind med modermælken. Det er stemninger, der er rodfæstede i ens forfædres og formødres skæbner. Nogle baggrundsfølelser hører til ens særlige sjælskerne, ens uforanderlige essens. Andre igen dannes af sindets indre historiefortæller, der kæder ens livs begivenheder sammen. De bliver vævet ind i identitsfølelsen og bundfælder sig i den narrative hukommelse. Samtidig er det min erfaring, at mange baggrundsfølelser bunder i traumer. Et traume består af sansninger, følelser, kropsfornemmelser og billeder, der driver omkring i sindet som ureflekterede, låste, ubevidste og uforbundede brudstykker, der er kædet sammen med negative selvopfattelser, som “Jeg er uelskelig” eller “Jeg er magtesløs”. Disse indtryk indvæves også i ens dybe fornemmelse af identitet tiltrods for at ingen nogensinde har forholdt sig til dem. Paradoksalt nok er de aldrig blevet til fortællinger. Alligevel danner de baggrund for ens identitet i en sådan grad, at man kommer til at tro, at det er hvem man er.
Når traumet heler og når blokeringen af det, der engang var urummeligt, opløses og livet igen flyder frit, føler man sig fundamentalt forandret, selvom man dybest set er den samme. Derfor bliver man ofte ret overrasket, når man står på kanten til at slippe et traume. Pludselig opstår spørgsmålet: Hvem er jeg, hvis jeg i virkeligheden meget bedre kan lide at gå i kulørt tøj end jeg troede? Hvad hvis min indre rytme er en anden? Hvem er jeg, hvis jeg er mere langsom og mere indadvendt? Hvem er jeg, nu når jeg pludselig kan lide en anden type mad eller musik? Eller når jeg kan finde på at sige nej, når det passer mig? Hvis jeg ikke er den empatiske hjælper, hvem er jeg så? Spørgsmålet er, om man er klar til at møde fornemmelsen af identitetsløshed eller grundlæggende frihed. Denne grundlæggende frihed kan nemlig præsentere sig som tomhed.
Når selvfølelsen af at være mindreværdig, hjælpeløs, uformående, uværdig eller uelskelig er på kanten til at gå i opløsning, kan dele af ens psyke være tilbageholdende med at give slip på den sidste rest af identitet, der er knyttet til den. Mange kender kun den indre traumerelaterede følelse af kroppen. Selvom den er ubehagelig, er den velkendt. Hele ens liv har man måske forsøgt at gøre noget godt for andre. Måske er man blevet så dybt identificeret med at skulle være der for andre, at man føler en tomhed, når traumet endelig heler. Derfor klamrer sindet sig til det for at have noget at identificere sig med. At slippe det kan opleves som frivilligt at træde ud i et tomrum af ikke-eksistens – uden en jordisk fornemmelse af, hvem man er.
Et helt centralt element i helingsprocessen er, at den negative selvfølelse, der er knyttet til traumet, slipper sit tag i ens identitet.
