“Hvis man allerede er lidt udkørt og i forvejen har hænderne fulde. Er det så ikke bedst, at lægge fortiden bag sig og se at komme videre og få skabt sig et liv som man gider at leve?”
Sådan er der mange, der tænker når de rammer trætheds-muren midt i livet. Måske har man, lidt ud af sidespejlet, opdaget at man er konkurrerende, præsterende, pleasende, kritisk eller overansvarlig og, at det er en tilpasning som man har opfundet for, at holde sårbarheden på afstand.
Det kan også godt være, at man har opdaget at de strategier overhovedet ikke virker; at sårbarheden stadig larmer inde bagved; at behovet for anerkendelse, omsorg og kærlighed aldrig bliver indfriet. Måske er man endda begyndt, at bedøve sin sårbarhed på en lidt uhensigtsmæssig måde? Det er ikke sikkert. Nogen gør det.
Men, hvordan i alverden skal man kunne tage sig af sine sårede dele når man allerede er træt og fuldt optaget. Når man i forvejen har hænderne fulde?
Så skulle man jo have superkræfter. Det kræver stor Selvtillid. Tillid med stort S. Tillid til Selvet. Tænk engang, hvis de beskyttende dele af psyken ville give tilladelse til, at gøre forsøget? “Kan det lade sig gøre at give den sårbare del rigtig interesse?” Altså uden at ville noget med den. “Og, hvad er så rigtig interesse?” Jeg mener, at det må være en interesse, der ikke forsøger at opnå noget. Den type interesse vil nemlig altid være begrænset og i værste fald umoden. I virkeligheden er man nødt til at komme i dialog med den sårbare del, men sårbare dele har ofte udviklet lidt mistillid og det er der ikke noget at sige til. De magter ikke flere opdragelsesforsøg eller fixe ideer. De er trætte af at blive spist af med, shopping, kage, hvid salvie, meditations retræter, vino og gud ved hvad.
De har brug for vores motivløse interesse, tålmodighed, hjertelighed, vedholdenhed og mod. Det er de superekræfter vi må finde, hvis vi skal stå distancen. Den gode nyhed er, at det er anstrengelsesfrie superkræfter, der er iboende Selvet.